Inspiration

Birthe B. Pedersen skriver fra Frankrg | 27. november 2010

Vore demokratier er ikke i stand til at løse miljøproblemerne, mener en amerikansk og en schweizisk forsker i en bog, hvor de giver et bud på fremtidens “miljødemokrati”. Læs mere i Kristeligt Dagblad

                                                           – o – 

Ole Jensen:

På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn.

Uden økonomisk vækst får vi arbejdsløshed, øgede offentlige udgifter og social ustabilitet. 2 % vækst i bruttonationalproduktet om året er minimum, siger økonomerne, og politikerne følger dem.

Men væksten har omkostninger. Ifølge WW Verdensnaturfondens Living Planet Report 2010 belaster menneskeheden allerede nu klodens natur 50 % mere, end den kan bære. Arterne uddør med rivende hast, og de kan jo altså, vel at mærke, ikke genskabes. Temperaturen i atmosfæren stiger. Dynen, der holder på jordens varme, bliver lige så stille tykkere og tykkere, og den kan vi jo ikke sparke af os som den derhjemme i sengen. Og 2 % vækst om året betyder 49 % øget vækst på 20 år, for vi taler om 2 % af udgangspunktet plus det, der hvert år føjedes til året før (det man kalder en eksponentiel kurve). Og det er overalt på kloden, man af al magt stræber efter vækst, Kinas milliard har en vækst nær de 10 %.

I et eller andet omfang slider dette altså tilsvarende og uopretteligt på klodens natur. Så hvordan i alverden skal det kunne lade sig gøre at fortsætte væksten, uden at vi – i længden, men formentlig hurtigere, end vi aner – lægger jorden mere eller mindre øde som menneskeverden? For man forestiller sig åbenbart i ramme alvor, at det skal kunne fortsætte i én uendelighed.

Økonomer og politikere – alle de af dem, der sidder og bestemmer – siger: Det går ikke uden økonomisk vækst!

Men altså, det stik modsatte gælder lige så vel: Det går ikke med fortsat vækst i én uendelighed! Der må trappes ned – og forberedelserne til det må træffes omgående, ellers er det helt uforudseligt, hvad der vil kunne ske.

For det kan altså ikke lade sig gøre at vokse uendeligt på endelig plads! Begrebet ”bæredygtig vækst” er indtil videre ren hypotese og meget sandsynligt ren ønskedrøm. Vækst og bæredygtighed modarbejder hinanden. Modsætningen kan mildnes, men det er helt usandsynligt, at den skal kunne ophæves. I 2008 konkluderede en engelsk regeringsnedsat kommission til undersøgelse af mulighederne for bæredygtig udvikling med disse ord: “Når økonomien vokser, gør følgerne for de ressourcer, der er knyttet til den, det også. Disse konsekvenser er allerede ubæredygtige. I løbet af det sidste kvarte århundrede er den globale økonomi fordoblet, mens skønsmæssigt 60 % af verdens økosystemer er blevet forringet”.

Den engelske kommissions medlemmer er ikke hvem som helst, men fremtrædende økonomer.

Én gang til: Det kan ikke lade sig gøre at vokse uendeligt på endelig plads. Når denne indlysende logik ikke synes at gøre indtryk, er årsagen – tror jeg – vort natursyn. Vi ud fra, at naturen er der for vores skyld alene. Den er vores ressourcelager, som vi kan gøre med og har ret til at gøre med, hvad vi kan komme af sted med – det gælder i økonomi, produktion, infrastruktur, forbrugsmønstre og vidtgående i vores livsindstilling. Uden at vi tænker over det, er vort natursyn brutalt. Der er ikke indtænkt noget hensyn til naturen for dens egen skyld.

Det gjorde ikke så meget i det væld af århundreder, der gik forud for industrialiseringen, for da var menneskets magt i forhold til naturen så forsvindende lille, at den højst kunne gøre meget begrænset lokal skade. Nu, med ét, vågner vi så op og ser til vores forbløffelse, at vi er blevet i stand til at såre klodens kendte natur uopretteligt. Vi har indledt en ændring, vi ikke kan skrue tilbage og ikke kan overskue, af den sammensætning af biosfæren, uden hvilken vi ikke selv vil kunne eksistere.

Når det ikke får alarmklokkerne til at ringe, må det være af inerti. Økonomer og politikere – og vi andre – er åbenbart ikke tilstrækkeligt ´omstillingsparate´ (hæsligt udtryk!), men hænger fast i gamle forestillinger. Hvor er de geniale økonomiske nytænkere og de modige politikere henne – og hvor er den folkelige dannelse, der kaster forbrugsræsets tomme åg af sig af respekt for fundamentale livsværdier – som om vi i vores uhyrlige overflod kan blive lykkeligere af mere af samme skuffe? Som Møllehave siger: ”Det moderne menneske har alt – men det så også at”. – Eller den her, frit efter Grundtvig, som jeg hørte i går: ”Men da er i rigdom vi gået amok, når alle har meget, men ingen har nok”.

Det ændrede magtforhold menneske-natur angår ikke det mest fundamentale. Der vil blive ved at forekomme tsunamier, vulkanudbrud og jordskælv, der vil fortsat være meningsløs lidelse, og vi vil fortsat alle skulle dø – så vi har stadig brug for metafysisk og religiøs dybde i vores tilværelse. Men vi har fået et helt nyt ansvar for naturen.

Alle de umælende kalder på os til at tale deres sag – over for os – de kan jo ikke selv. De står der som de ”håndgribelige mirakler”, de, sagt med Johannes V. Jensen, er – som medskabninger, der beder os: Se på os, kan du undvære denne mærkelige, prægtige verden af forbløffende varians, eller ønsker du blot at spejle dig selv i alle dine produkter, ser du ikke, hvor gabende kedsommeligt og trøstesløst livet så vil blive og delvis allerede er?

Dette indvarsler et ændret natursyn – et æstetisk-metafysisk-religiøst natursyn, der medindtænker skaberværkets herlighed i dets skrøbelighed (uden at glemme dets farlighed) – ”Hans fingres værk”, som Det Gamle Testamente siger det med stor poesi.

Det alternative natursyn ligger i vores historie som et slumrende potentiale, det nu er på højeste tid at vække til live. Det Gamle Testamente tager den græske myte i hånden: Da Protagoras havde skaffet mennesket de tekniske egenskaber fra smedeguden Hefaistos og de videnskabelige muligheder fra gudinden Athene, blev den gamle overgud Zeus meget betænkelig og frygtede, at det blot ville føre til ulykker og krig. Derfor skænkede han som modvægt mennesket evnen til at føle skam i livet og retfærdighedssansen (aidås kai dikæ) – og i Første Mosebogs andet kapitel sætter Gud Fader Adam i haven til ”dyrke den og værne den”, bruge af jordens goder, men til gode formål, og samtidig værne den, passe på den, så den kan overantvordes videre til næste generation i samme stand, som den blev modtaget.

Der var engang en tysk teolog, der kaldte sådanne forestillinger ”utopiske erindringer”, det vil sige erindringer om noget fra i går, der peger frem mod et i morgen, hvor i dag korrigeres. Det er sigtet med min lille bog.

Den øvrige argumentation, idehistorisk, ontologisk, skabelsesteologisk, kulturkritisk og økonomisk (mere endnu), må man selv læse i min bog.

                                                           – o –

Tale holdt af Ole Jensen på forlaget ANIS d. 20. januar 2011 ved udgivelsen af hans bog ”På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn”.

Ole Jensen har været professor, højskoleforstander, domprovst og rektor for Præsternes Efteruddannelse. I 1976 udgav han bogen “I vækstens vold. Økologi og religion”, og lige siden har han arbejdet med dette tema, som nu mere end nogensinde er blevet  aktuelt igen.

                                                          – o –

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *